- Belung Magazine
Dette websted bruger cookies til at forbedre din browseroplevelse. Ved at bruge dette websted accepterer du deres brug OK, jeg er enig Nej, giv mig mere info

'Tværfaglige teams er vigtige for behandlingen af ILS.'

Professor Carlos Robalo Cordeiro
Læsetid: 3 min

"Det er helt afgørende at have denne type tværfaglige team"

Den portugisiske professor Carlos Robalo Cordeiro er specialist i lungesygdomme og leder af lungeafdelingen på Universitetshospitalet i Coimbra. Her arbejder han sammen med et dedikeret tværfagligt team om behandling af patienter med interstitielle lungesygdomme (ILS). Ifølge Carlos Cordeiro kan et øget kendskab til ILS gøre hele forskellen i behandlingen af sygdommen. 'Det er meget vigtigt at identificere ILS så tidligt som muligt.'

Forskellige typer af ILS

På Universitetshospitalet i Coimbra samles et tværfagligt team hver uge for at drøfte patienter med ILS. 'Vi mødes mindst en time hver uge,' siger Carlos Cordeiro. 'På møderne deltager en radiolog, en patolog, en thoraxkirurg og en reumatolog. Nogle gange er der også en kardiolog, fordi de behandler pulmonal hypertension (højt blodtryk i lungekredsløbet).' På de tværfaglige møder taler de forskellige læger med hinanden om studier og aktuelle tilfælde. 'Det er helt afgørende at have denne type tværfaglige team', siger Cordeiro. 'I Portugal har vi f.eks. en høj forekomst af hypersensitivitets pneumonitis (også kaldet allergisk alveolitis eller tærskelunger), som er en inflammatorisk og/eller fibrotisk sygdom, der skyldes indånding af organisk støv, og det er meget vigtigt at skelne mellem en sygdom som den og andre former for ILS.' Det kliniske billede af en person med kronisk hypersensitivitets pneumonitis kan ligne billedet hos en person med idiopatisk pulmonal fibrose (IPF) eller f.eks. én med ILS i forbindelse med en bindevævslidelse. 'For at genkende sidstnævnte tilstand kan det være vigtigt at have en reumatolog, som er ekspert på dette felt, i teamet. Der er virkelig behov for denne tværfaglige tilgang. Vi bestræber os på at holde antallet af uklassificerede ILS så lavt som muligt. Med et team kan man få en god diskussion om, hvorvidt en tilstand faktisk er IPF eller måske noget andet.'

Undersøgelser og procedurer

Carlos Cordeiros hospital er et højt specialiseret center, hvilket betyder, at andre hospitaler ofte diskuterer deres kliniske tilfælde med dem. 'Andre hospitaler har ikke faciliteterne til at udføre alle mulige undersøgelser og procedurer', siger Cordeiro. 'Vi har f.eks. et forskningslaboratorium, hvor vi udfører nogle af procedurerne i forbindelse med bronkoalveolær lavage (BAL).' Under denne specifikke procedure føres et bronkoskop ned i lungerne gennem munden eller næsen. Der sprøjtes væske på en lille del af lungen, og den indsamles derefter til undersøgelse. 'I denne væske (den såkaldte 'BAL') kan vi på laboratoriet nemt kontrollere, om der feks. er asbestpartikler', siger Carlos Cordeiro.

cordeiro_quote.png

Kendskab

Fordi ILS er sjældne og relativt ukendte sygdomme, gør Carlos Cordeiro en stor indsats for at øge kendskabet til ILS i fagkredse. 'Sidste år udgav vi et konsensusdokument i det portugisiske fagtidsskrift for lungesygdomme', siger Carlos Cordeiro. 'Det dokument handlede om diagnosticering og behandling af IPF. Vi udbreder dette dokument inden for de portugisiske selskaber for lungesygdomme, radiologi og patologi og har også indsendt det til selskabet for almen medicinere (praktiserende læger).' En anden måde at øge kendskabet til ILS på i Portugal er at arrangere møder og arbejdsgrupper. 'Vi henvender os til forskellige typer specialister med det', siger Carlos Cordeiro. 'Vi arrangerer møder om ILS gennem arbejdsgruppen i det portugisiske lungemedicinske selskab, men vi fokuserer også på praktiserende læger. De er altafgørende, fordi de er de første læger, der ser patienterne. Vi vil gerne lære de praktiserende læger, hvordan de kan identificere ILS tidligt, ved at lægge mærke til de knitrende lyde (krepitationerne) i lungerne og andre karakteristika. Og vi har også møder med radiologer fra fjernere liggende dele af Portugal for at udveksle information om symptomerne, diagnosen og de væsentligste billeddiagnostiske karakteristika ved ILS. På disse møder taler de mest erfarne radiologer om ILS og om f.eks. mønstrene på højopløsningsscanninger, som man kan identificere ILS med. Vi prøver altså på alle måder at skabe et bedre kendskab til ILS hos forskellige faggrupper inden for sundhedsvæsenet, så vi kan behandle ILS-patienterne bedre og tidligere.'


disclaimer
zinccode